Moar! Hvad fanden blev der af det danske frisind?!
Sommeren har budt på flere debatter om nøgenhed i det offentlige rum – enten på sociale medier eller i det virkelige liv, og konklusionen må være, at Danmark ikke er, hvad det har været…
’Jeg læste for noget tid siden en artikel i Information, om at det er fordi, der bliver mere og mere nøgenhed i vores samfund, at vi også bliver mere og mere forsigtige med det, når det kommer til os selv…’
Det er min store søn, Sebastian, på 20, der taler. Han leder lidt efter de rigtige ord og meninger, men jeg forstår godt, hvad han mener. Det er aften, de små er lagt, og der er bare ham og mig i sofaen, og af en eller anden årsag kommer vi til at snakke om en af mine tidligere klummer om nøgenbilleder af børn på nettet. Og at jeg er i undertal, fordi jeg synes, det er ok at poste billeder af små børn i bar røv, mens 60-70% af befolkningen mener det modsatte.
Jeg argumenterer, at der i min verden er stor forskel på nøgenhed og pornografi, og at hvis vi bare giver efter for vores frygt for fx pædofili, lader vi et meget lille mindretal bestemme, hvordan vi skal opføre os. Når flere af landets institutioner har særregler for mandlige pædagoger, der ikke må sidde med børn på skødet, hjælpe dem på toilettet eller tørre dem, giver vi børnene et forkvaklet syn på mænd og indgyder en frygt i dem, som for langt, langt hovedparten er totalt unødvendig.
Og som så ofte før bliver jeg vred. Ikke på ham, men på vores tid og over alt det, vi har mistet. Jeg fortæller om den statusopdatering, jeg læste for nylig, hvor en ung mor til to, oplever at blive fuldstændig ’disset’ på stranden af en yngre kvinde, der ikke mener, at man kan tillade sig at gå i bikini med ’sådan en grim mave’ om moren – endda foran hendes børn.
’Gjorde hun det foran hendes børn?!’ udbryder Sebastian tydeligt målløs og fortsætter: ’Men det er jo bare en enkelt person, der er dum…’
’Det tror jeg desværre ikke, skat’, fortsætter jeg og fortæller ham om en anden opdatering, hvor en ung, overvægtig kvinde har fået lukket sin Instagram-konto efter igennem længere tid har postet billeder af sig selv i bikini eller undertøj (altså ikke nøgen), fordi den brød med sitets regler.
Hvorfor? Hvordan kunne denne kvindes billeder genere nogen? Fordi hun er overvægtig? Hold nu kæft!
Det var ikke en dansk kvinde, men sådan som billedet tegner sig i dag, kunne det lige så godt have været.
Og nej, det er ikke noget nyt, at vi kigger skævt til folk, men det er den offentlige ’shaming’. Tidligere har jeg hørt om en ældre kvinde, der gik til gymnastik i lyseblå gymnastikdragt, selv om alle andre bar sort, fordi hun nægtede at lade sig tryne på trods af sin store overvægt hverken her eller på stranden, for som hun sagde: ’Mit sul har sgu også ret til at blive branket!’
Og ja, det har det. Uanset hvem vi er, har vi alle ret til at være her, og ingen bør føle sig forpligtet eller presset til at lukke sig inde eller gemme sig væk. Derfor hilser jeg også den seneste trend ’Fatkini’, hvor overvægtige deler billeder af sig selv i bikini rigtig meget velkommen. Så kan vi måske igen få en mere åben krops- og nøgenkultur, i stedet for den herskende med caféer, der ikke lukker ammende kvinder ind eller henviser dem til toilettet for ikke at støde de andre gæster.
Igen sige farvel til en tid hvor solbadende kvinder på Assistens Kirkegård udløser ramaskrig, og man efterhånden skal kigge langt efter en topløs kvinde på stranden (mig selv inklusiv), fordi man føler sig som kriminel eller i hvert fald provokatør, hvis man smider toppen på en dansk badestrand på trods af, at det faktisk er fuldt lovligt at være splitterravende på danske strande, så længe man ikke udviser provokerende eller anstødelig adfærd. Og en tid hvor mange af landets svømmehaller ikke lukker børn af det modsatte køn ind over 8 år, hænger forhæng op ved bruserne, og skolebørn ikke længere bader efter idræt, fordi de ikke vil være nøgne sammen med andre.
’Hvad fanden er det, der sker? Hvad fanden skete der med det danske frisind?’ spørger jeg lidt åbent og vredt ud i sofaen.
’Det ville ellers være en god rubrik til en klumme…’ griner Sebastian.
Men måske artiklen fra Information alligevel har noget af svaret, når sociolog og projektleder i Sex og Samfund, Morten Emmerik Wøldike siger, at vi ikke længere orienterer os ikke efter samme seksualmoralske kompas, og der ikke er enighed om intimgrænserne, hvad der bør være offentligt og privat, og hvornår noget er seksuelt eller bare kropsligt…?
Og hele vores tidsånd undrer mig gang på gang. For hvorfor er det ok at vise bare bryster på siden af busserne, når det er i en reklame for plastikkirurgi, men ikke ok at vise dem offentligt, når de er helt naturlige. Og hvorfor er porno blevet så stuerent, at man gerne må knalde på tv i bedste sendetid, men ikke tolererer ammende kvinder?
’Jeg synes sgu, det er trist, Sebastian. Især for jer, der er unge nu, fordi I ikke har oplevet, hvordan det har været. Hvordan det kan være…’
